Renovering - Olof Palmes Gade 8

Tag- og facaderenovering af bevaringsværdig ejendom

På Olof Palmes Gade ligger indtil flere bevaringsværdige etageejendomme. I 1902 blev ejendommen i nummer 8 opført til Georg Brandes og hans hustru til beboelsesformål, men i dag benyttes ejendommen som firmadomicil. Bygningen fremstår i nationalromantisk stil, og grundet dens bevaringsværdighed var det vigtigt at sikre, at de helt rigtige materialer blev brugt. Projektet omfattede renovering af tag og facader på ejendommens fem bygninger, samt indretning af nye lokaler i hovedbygningens tagetage. I forbindelse med renoveringen, blev der benyttet specialfremstillede grønglaserede teglsten til sålbænke og glaserede fals tagsten fra Falkenløwe. Hele ejendommen blev forsynet med nye ovenlysinddækninger, tagrender og tagnedløb i kobber, og på atelierbygningen blev der udført ny tagbeklædning af falset kobber. De oprindelige tagsten der stadig var intakte, blev anvendt ved restaureringen af en ejendom fra samme tidsperiode.

Del projektet:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email