Sparede tocifret millionbeløb: Plan1 rådgiver andelsboligforening

Stavnsholthave andelsboligforening har fået bygherrerådgivning af arkitekterne fra Plan1 til at starte deres eget DGNB-certificerede bofællesskab. Og det har i den grad kunnet betale sig.

25 millioner kroner – eller 1 mio. kr. per andelsrækkehus. Så meget har den selvetablerende andelsboligforening, Stavnsholthave i Farum, sparet efter, at virksomheden tilkoblede Plan1 som bygherrerådgiver på deres eget byggeprojekt.

Normalt er det et boligudviklingsfirma, som lokaliserer og køber en grund for at bygge boliger på den. Men i tilfældet Stavnsholthave valgte tre private boligejere i 2017, helt på eget initiativ, selv at påtage sig delveloperrollen og stifte deres eget andelsboligfællesskab. Uden videre forudsætning kastede de sig ud i at købe en egnet grund samt at finde den rette arkitekt og entreprenør til at tegne og opføre de 25 andelsrækkehuse.

Kvadratmeterpris løb løbsk
Men noget i processen forløb ikke, som det skulle.

Prisrammen på omkring 100 millioner kroner for de 25 boliger begyndte at svulme i takt med, at projektet, der blev udviklet i en totalentreprise, skred frem. Til sidst endte andelsboligforeningen med en kvadratmeterpris langt over, hvad de kommende medlemmer oprindeligt havde sagt god for.

Det var i denne fase, i december 2019, at Plan1 blev tilkoblet projektet.

– Plan1 er specialiseret i rådgivning af boligforeninger og professionelle bygherrer, og vi kunne med det samme se, at entreprenørens valg af materialer ikke fulgte med en voksende prissætning. I og med at der var tale om et relativt enkelt DGNB-certificeret boligbyggeri baseret på kendte, bæredygtige kvalitetsløsninger mente vi, at vi kunne sænke prisen ved at hente en anden entreprenør ind til projektet. Og det gjorde vi så.

– Det betyder, at Stavnsholthave andelsboligforening er endt med en kvalitet i projektet, som er lige så høj som under den tidligere entreprenør, og enkelte steder endda højere. Og samtidig har sparet 25 mio. kr., fortæller Kasper B.B. Rasmussen, der i dag er Plan1 projektleder på opgaven sammen med seniorbygherrerådgiver, Henrik Klinge.

Stavnsholthave andelsboligforening ventes at stå færdigt i december 2021.

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email