Plan1 indgår aftale med Stavnsholthave andelsboligforening
Stavnsholthave andelsboligforening har valgt Plan1 som bygherrerådgiver i forbindelse med etableringen af 25 nye rækkehuse i Farum.
Københavnske Plan1, der har mere end 30 års erfaring med at rådgive boligforeninger, har bl.a. fået til opgave at hjælpe den nye andelsboligforening med at udvikle udbudsmaterialet til det DGNB-certificerede projekt.
Som noget ret unikt har bestyrelsen i Stavnsholthave valgt at udvikle projektet helt uden developer. Det betyder, at Plan1 har overtaget den udviklingsmæssige og juridiske rådgivning, som normalt falder under developerfirmaet.
Sikrer beboerne og DGNB-rådgivning
– Som noget af det første har Cobblestone med deres juridiske kompetencer rådgivet andelsboligforeningen i forbindelse med dens økonomi, køb af grund og indgåelse af kontrakter med arkitekter og entreprenører samt med de kommende beboere. Det har været en hjørnesten i projektet at sikre de kommende beboere kontraktuelt. Plan1 har herudover sikret, at andelsboligforeningen ender med et projekt, hvor der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. Endelig har vi rådgivet inden for bæredygtighed og DGNB-certificerede byggerier, siger bygherrerådgiver på projektet, Kasper B.B. Rasmussen, Plan1.
Urban Power har slået stregerne til bofællesskabet, der skal bygges som præfabrikeret byggeri i det østlige Farum ved den gamle landsby, Stavnsholt, kun 700 meter fra Furesøen. Rækkehusene varierer fra 85 til 130 kvm og skal opføres i en hesteskoformation med et fælleshus på 168 kvm i hver ende til venner og familie på besøg. I alt kommer området til at huse 70 beboere.
Byggeprojektet kommer til at koste omkring 100 mio. kr. Byggeriet bliver skudt i gang i løbet af sommeren og står klar til indflytning i december 2021. Entreprenøren bliver Rasmus Friis, datterselskab til Tetris.