Plan1-arkitekter i EU-forskningsprojekt: ”Målet er verdens mest bæredygtige tagboliger”

Plan1 skal undersøge, hvordan man udvikler de mest bæredygtige tagboliger i verden. Samarbejdspartnerne i projektet er bl.a. Københavns Kommune, J. Jensen, GXN, Arkitema og Vandkunsten.

Nogle af landets bedste og billigste kvadratmeter sidder på toppen af boligejendomme, hvor tørrelofter og pulterkamre nemt kan omdannes til tagboliger.

Nu tager Plan1 teten som en del af ”CIRCuIT-projektetet” der med EU-støtte i ryggen, skal kortlægge den bedste måde at gøre tagboliger til de mest bæredygtige – og formentlig nogle af de billigste – boliger på markedet.

– Målet er at udvikle opskriften på de mest bæredygtige tagboliger i verden. Vi tager afsæt i de tusindvis af gamle tørrelofter, som findes i etageejendommene i København, eksempelvis i brokvartererne, og i resten af landets større byer. Fokus bliver på at drage nytte af de tomme kvadratmeter, at bruge bæredygtige materialer og at foretage nedrivning og omdannelse af ejendomme på den mest bæredygtige måde, siger Mette Damgaard Nielsen, arkitekt hos Plan1 og projektleder på tagboligprojektet.

CIRCuIT budgetterer med i alt cirka 75 mio. kr. med henblik på at undersøge bæredygtighedstiltag i byggeriet, og udover Københavns Kommune – der er tovholder i CIRCuIT – deltager også London, Hamborg og Helsinki i initiativet.

I København er undersøgelsen af tagboliger udvalgt som et af tre demonstrationsprojekter, som beskæftiger med transformation af eksisterende bygninger.

J. Jensen, GXN, Arkitema og Vandkunsten

Med på tagboligteamet er blandt andre Københavns Kommune, nedrivningsfirmaet J. Jensen, GXN, Arkitema og Vandkunsten, der skal spille ind med deres viden om udvikling af materialer. I øjeblikket afholder parterne workshops, hvor deltagerne er med til at udvikle og nuancere projektet.

Plads til 10.000 tagboliger i København
Ifølge tidligere forskning fra DTU er der plads til 10.000 nye boliger under de københavnske tage, potentielt rummende 22.000 københavnere, og det nye forskningsprojekt falder i øvrigt sammen med, at både regeringen og den nyvalgte borgmester for Teknik- og Miljøforvaltningen i København, ønsker flere tagboliger som genvej til flere almene boliger.

– Etablering af tagboliger har alle dage været en stærk kompetence hos Plan1. Der er mange tage i København, der allerede står til en udskiftning, og her er det nærliggende at indtænke transformation af loftsrummene. Det er indlysende, at vi med afsæt i denne forskning vil stå endnu stærkere i forhold til at etablere bæredygtige tagboliger mange flere steder i hovedstaden, siger Mette Damgaard Nielsen.

Delprojektet ventes afsluttet til sommer og udmunder i en køreplan med konkrete anbefalinger til nogle af de bedste og billigste og formentlig mest bæredygtige boligkvadratmeter.

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email